Berlingske.dk - 2. februar 2008
Klimavenlig kuppel

Af Gitte Nielsen

Det ligner en osteklokke, men det er et bud på fremtidens energineutrale parcelhus. En gruppe foretagsomme danskere satser stort og internationalt og vil præsentere det første eksemplar af huset under klimakonferencen til næste år.

Forestil dig, at dit hus er rundt og uden hverken nord- øst-, vest- eller sydrum, for ved et tryk på en knap kan du få hele huset til at dreje rundt, så Solen kommer lige dér, hvor du vil ha’ den. Forestil dig desuden, at den årlige regning for vand, varme og strøm er stort set lig nul, dit hus er nemlig energimæssigt helt selvforsynende.

Romantisk fremtidsmusik eller hvad?
Ikke hvis man spørger en gruppe på fem foretagsomme danskere med arkitekten Ole Steen i spidsen. De står bag Free Energy Island, et hus, der ikke har brug for anden energi, end den det selv skaber. I dag eksisterer huset kun på papiret og på den temmelig tunge model, som gruppen bærer rundt på, når de skal forklare omverdenen om idéerne bag det bæredygtige hus. Klimaminister Connie Hedegaard er allerede underrettet og har meddelt, at hun gerne vil følge projektet. Og lige nu søger gruppen både offentlige myndigheder og private om 12 mio. kr., der skal gøre byggeplanerne til virkelighed. Huset skal nemlig stå færdig, når miljø-pinger fra hele verden samles i Danmark i december 2009 til FNs klimakonference.

»Planen er, at vi skal i jorden til sommer, for byggeprocessen vil tage omkring et år. Derefter skal vi nå at have nogle testfamilier til at bo huset i tre-fire måneder op til konferencen. Det sidste er meget vigtigt,« siger arkitekt Ole Steen. Rent arkitektonisk bryder huset med alt, hvad vi normalt forbinder med et traditonelt dansk murstenshus. Det er ikke firkantet, men kuppelformet, og murstenene er afløst af glas, stål og polystyren, et let og superisolerende plastmateriale. Konstruktionen er også speciel, men ifølge projektgruppen ret enkel: Husets midterakse er en cylinder, der er støbt ned i et betonbassin, som fyldes med vand. Rundt om cylinderen ligger en flydende gulvplanskive, og uden på den placeres selve kuplen ligeledes på vand.

I kuplens faste kerne placeres alle husets installationer. I kælderen er det teknikrummet, i grundplanet køkken, badeværelse og masseovn. På 1. salen er der endnu et badeværelse med vaskemaskine og tørretumbler. Det store åbne rum i stueplanet ligger på »skiven«, som med et tryk på en knap kan dreje rundt. Konstruktionen gør det endvidere muligt at bruge en del af rummet til f.eks. køkkenhave. Trappen til 1. sal og værelserne »hænger« i selve kuppelkonstruktionen og følger derfor kuplens drejning. Ifølge projektgruppen er der ikke noget hokuspokus bag husets opbygning, for al den teknologi, som kræves for at bygge og styre det, er i dag fuldt ud tilgængelig. »Idéerne fik jeg allerede for 12 år siden, men projektet røg i skuffen og lå der i lang tid. Jeg er god til at få idéer, men det handler jo om at få dem ud over rampen. Men så mødte jeg Nikolaj (Nikolaj Edwards fra gruppen), og så blev der pludselig sat ord på tankerne,« fortæller arkitekt Ole Steen, som bl.a. har bygget bjælkehuse i mange år og i øvrigt bor i Spanien halvdelen af året.

Han har også været involveret i Friland på Djursland, hvor en gruppe borgere har bygget og bygger huse udelukkende af natur- og genbrugsmaterialer. »Siden Ole fik sine idéer for 12 år siden, er teknologien modnet så meget, at det nu er muligt at få huset bygget. Samtidig er der i disse år en enorm fokus på de store miljø- og klimaproblemer, og det har også medført en stor interesse for at bygge og bo bæredygtigt. Derfor timer vi også hele markedsføringen af huset til klimakonferencen i Danmark i slutningen af 2009,« siger Jørgen Garnak fra gruppen.

Huset opvarmes ved hjælp af solpaneler, men der er også en mindre husmølle øverst oppe og en masseovn midt i boligen, der kan bidrage til el- og varmeforsyningen. Kuppel-huset bygger videre på principperne fra passivhuse, hvor energiforbruget er næsten nul, men i modsætning til dem er kuppelhuset 100 procent energineutralt. Passivhusene er blevet bygget i Tyskland i flere år, og de første er ved at blive opført i Danmark. Kuppelformen er valgt, fordi den kan udnytte solvarmen bedst, og samtidig spares op til 30 pct. i materialeforbrug. Men ud over disse hårde facts, er det også en form, der kan tale til folks hjerter.

»På Friland oplevede jeg, at mange, især kvinderne, oplevede kuppelformen som tryg, rar og hyggelig på en huleagtig måde. Det er jo heller ikke nogen ny byggeform, tænk bare på igloer og bambushytter,« smiler Ole Steen. »Huset taler i høj grad til folks hjerter, men vi er godt klar over, at det er meget anderledes, end hvad man er vant til at se herhjemme. De, der flytter ind i sådan et hus, er mennesker, som gerne vil afprøve nye tendenser. Det er både moderne og rammer tidsånden omkring energi og miljø,« siger Nicolaj Edwards og Jørgen Garnak.

Projektgruppen har dog ikke kun danskere i tankerne, når de planlægger kuppelhusets fremtid. De vil meget gerne have fat i danske investorer, men det er ikke et must. Så hvis en Bill Gates eller andre skulle komme forbi, siger de gerne ja tak. »Klimakonferencen er en enestående chance for at præsentere dette projekt internationalt, og vi forestiller os i høj grad, at huset kan bygges i f.eks. både Frankrig og Californien. De penge, vi søger om, skal også bruges til at opbygge hele organisationen og markedsføringen. Ved den her slags projekter ender det ofte med, at det kun bliver til et prøvehus og så ikke mere. Derfor vil vi stå klar med hele salgsorganisationen, når klimakonferencen åbner,« siger Jørgen Garnak.

Huset har også et indbygget socialt aspekt. I den vestlige verden præsenteres det som en fuldt udstyret bolig med alle de tekniske hjælpemidler, som en familie anno 2008 ikke kan undvære. Men konstruktionen kan også overføres til udviklingslande. Her vil der så kunne bruges andre materialer, ligesom den elektroniske drejefunktion kan ske manuelt.

Og hvad med prisen? Byggeprisen bliver ifølge projektgruppen på omkring fire mio. kr. for selve huset eksklusive grunden. Ole Steen fastholder, at byggeprisen kan holdes på mellem 11.000 og 12.000 pr. kvm. Huset er billigere at bygge end et traditionelt murstenshus, fordi der benyttes præfabrikerede byggelelementer. Til gengæld hører der en del teknologi til, som fordyrer byggeprisen.