Bolius.dk - 14. februar 2008
Få et hus, der drejer rundt

Nyt bud på dansk hus kan dreje rundt og følge solen. Der skal ikke bruges penge på varme eller strøm i det kuppelformede hus.

Af Kim Gregersen

Normalt står de danske huse solidt plantet på jorden. Men et nyt bud på et dansk hus drejer rundt og følger solen, så det kan opsamle mest muligt varme. - Man bliver ikke rundtosset og vil som sådan ikke bemærke, at huset drejer rundt. Men vi ved ikke, hvordan man vil reagere, for man er jo vant til, at udsigten er den samme hele tiden, siger arkitekt Ole Steen, der har tegnet huset.

Drej huset med en finger
Free Energy Island fremtidens hus Free Energy Island hedder huset, der er formet som en kuppel. Det består af tre dele: - Det er som en luftpude. I princippet vil du kunne flytte 60 ton med én finger, så der skal en meget lille motor til at dreje huset rundt, forklarer Ole Steen.

Opførsel af prototype går i gang i august
Det er meningen, at huset kan drejes rundt elektronisk eller manuelt. Elektronikken kan få huset til at dreje rundt på den mest optimale måde i forhold til solen og rulle markiser ud, hvis der falder dug, eller det bliver for varmt. Endnu er Free Energy Island kun på tegnebrættet. Ole Steen forventer, at opførslen af huset går i gang i august. Målet er, at det skal være et forsøgshus i forbindelse med FN's klimakonference i København i 2009.

Gratis varme og strøm i Free Energy Island
Free Energy Island skal efter planen være stort set selvforsynende med energi ved hjælp af solvarmenergi og en lille mølle på taget. Beboerne skal altså ikke bruge penge på hverken varme eller strøm. - Vi vil også lave et lukket kloaksystem, hvor man renser regnvandet, så det kan bruges til drikkevand, og spildevandet, så man kan udvinde gødning. Det bliver et hus, der ikke belaster energiregnskabet, mener Ole Steen.

Forskellige materialer kan bruges til huset
Free Energy Island fremtidens hus Ifølge folkene bag projektet kan der bruges forskellige materialer udvendigt på huset. Det kan bl.a. beklædes med formstøbte polystyren-elementer lamineret med glasfiber. Isoleringen kan bl.a. bestå af mineraluld eller halmballer. Indvendigt er kuplens bærende konstruktion bygget af valset armeringsstål. Den indvendige beklædning vil typisk bestå af gipsplader.

Lej en tilbygning i årevis
Selv om Free Energy Island har et bruttoetageareal på 270 kvadratmeter, er der mulighed for at lave det større. - Vi arbejder på at kunne tilknytte to moduler på hver 15-16 kvadratmeter. Det er meningen, at man skal kunne leje dem, for det er typisk kun i en periode, at man ønsker mere plads, siger Ole Steen. Prisen er endnu ikke fastlagt. Men målet er en kvadratmeterpris på 12.000-13.000 kr., eller ca. 3,5 millioner kr. for det 270 kvadratmeter store hus.