Indretning
I den faste kerne i centrum af huset er alle installationer samlet. Her finder man i kælderplan teknikrummet, i grundplan køkken, toilet / bad, masseovn og trappen til 1.sal, hvor der også er indrettet toilet / bad samt vaskemaskine og tørretumbler. Grundplanen udgør ét stort rum. Her kan man evt. adskille spisepladsen, opholdspladsen, TV-pladsen og arbejdspladsen med ”grønne plantebælter”. På grund af konstruktionen er det også muligt at have en køkkenhave inde i selve kuplen. Med en indvendig diameter på 14 meter er der et gulvareal på ca. 150 m2 i stueplanet.

Første salen og trappen hænger i kuplen, og følger kuplen, når den drejer. Når man går op af trappen kommer man op til et gangareal som er en del af 1.sal’s kerne, hvor der både er adgang til toilet / bad, samt de faste værelser, som befinder sig mellem gangarealet og kuppelskallen. Fra samme gangareal er der også adgang til trappen til hemsen, som altid befinder sig over den primære trappe under glasdørene.

Ved valg af en elektronisk løsning til at dreje huset vil det være muligt at programmere huset til at dreje på en bestemt måde, alt efter behov. Hvis det f.eks. bliver for varmt eller duggen falder, kan teknikken sørge for, at det udvendigt monterede markisesejl rulles ud. Og skulle det blæse op kan den elektroniske løsning sikre, at markisesejlet rulles ind og kuplens glasparti drejes om i læsiden.

Ved valg af en manuel løsning til at dreje huset skal man selv stå for drejningen af huset, håndtering af markisesejl etc.